Du er her. #1 - Foreningswebsite > Om foreningen

Om foreningen

Historie om Gudenådalens Jagtforening

Det var en mørk og stormfuld aften den aften i 1979 og sneen stod ned i kaskader, men alligevel fastholdt de 3 vise mænd, at den stiftende generalforsamling af en ny jagtforening i Bjerringbro skulle gennemføres. Der kom ikke mindre end 19 deltager på trods af snestormen. Man fik valgt bestyrelse, revisorer og suppleanter, og det blev vedtaget at foreningens navn skulle være:

Gudenådalens jagtforening

 

Derefter gik det stærkt. For det var nogle fremsynede folk, der var klar over, at hvis der skulle være en chance for at foreningen skulle bestå, skulle der være nogle nye tiltag. Dels for at tiltrække nye medlemmer og for at sælge sig selv. Og det må man sige, at de gjorde. I de første år brugte man meget den lokale presse for at promovere sig selv. Dengang kunne man samle 20-30 jægere til en filmaften, men det var jo også inden tidsrøveren internettet var moderne. Så folk have ikke så mange tilbud som i dag.

Efter bare 5 år var foreningen oppe på over 80 medlemmer og antallet voksede støt op igennem årene.

 

Efterfølgende har de siddende bestyrelser gjort deres bedste for at følge op på initiativtagernes ildhu, og det syntes at være kendetegnende for denne forening, at der skal ske noget hele tiden – også helst noget nyt hvert år.

 

Og meget kendetegnende så er man tro mod foreningen. Der findes stadig medlemmer i foreningen, som har været med fra den første aften, som altså har været med i over 40 år. Ved en gennemgang af medlemslisterne kan man se, at over 30% af medlemmerne har været med i 25 år eller mere.

 

I 2004 havde foreningen 25-års jubilæum, og det blev fejret med indkøb af caps til samtlige medlemmer med foreningens logo på - og de ses stadig i bybilledet. Det var bestyrelsen der bestemte dette, så alle medlemmer kunne mærke at foreningen havde jubilæum, fremfor en middag med få medlemmers deltagelse. Samtidig kørte der en

konkurrence, hvor gevinsten var en jagtdag på et fynsk gods.

 

I 2019 havde foreningen 40-års jubilæum, hvor man forsøgte at afholde en festaften. Men interessen var ikke stor, så arrangementet blev aflyst.

 

På generalforsamling 2018 fik bestyrelsen mandat til, at man kunne indlede et samarbejde med naboforeningen, så man efter en 3-årig periode kunne påbegynde en sammenlægning.

En mørk og regnfuld aften i december 2019 havde den daværende bestyrelse stillet forslag om en straks sammenlægning med naboforeningen. Man havde endda stillet sit mandat på spil, hvis forslaget skulle blive stemt ned.

Men et stort flertal ville det anderledes. Så der blev der valgt en ny bestyrelse, som nu er i fuld gang med at genrejse foreningen.

Hvem siger, at det er bedre med store foreninger, hvor medlemmerne bare forsvinder i mængden? Måske er det også sundt med mindre foreninger, som så kan supplere hinanden og samarbejde om det, der gøres bedst i fællesskab.